Aretha Franklin - Amazing Grace - Miracle Film Distribution

I 1972, over to aftener, den 13. og den 14. januar, indspillede Aretha Franklin sit album "Amazing Grace" i en kirke i det sydlige Los Angeles. Warner Brothers og instruktør Sydney Pollack forevigede begivenheden, men filmen blev aldrig udgivet. Først nu... 47 år senere, året efter Aretha Franklins bortgang, er filmen blevet færdiggjort. Og hvilket pragtværk!

"Filmen er nærmest det endegyldige bevis på, hvilken kraft musik er, og hvordan den i al sin mægtighed kan bevæge mennesket. For fans af Franklin og genren er denne begivenhed at sidestille med fundet af dødehavsrullerne" - Eddie Michel, Filmmagasinet Ekko

"Fuldkommen vildt og rygradsrislende. Det er umuligt ikke at blive berørt. Amazing Grace er suveræn og føjer dimensioner til en af soulmusikkens største stemmer" - Henrik Wivel, Kristeligt Dagblad

"En helt fantastisk, stemningsfuld optagelse. Et af gospelmusikkens helt store øjeblikke foreviget på film, så man selv må gynge saligt med" - Kim Skotte, Politiken

"Guddommelig. En magisk filmoplevelse. Fra første tone rejser gåsehuden sig. Der hersker virkelig en stemning af, at man bevidner og berører noget helt særligt." - Louis Raaschou, Ordet

"Musikalitet og spiritualitet fra øverste hylde i en mageløs koncertfilm" - Jesper Mads Eriksen, Fyens Stiftstidende
"Aretha Franklin næsten kysser Gud" - Jacob Wendt Jensen, Jyllands-Posten

"En historisk begivenhed. Emmer af nærvær og stemning" - Martin Gronemann, Soundvenue

"Et mirakel af en film. Ganske himmelsk" - Bent Stenbakken, Nordjyske

"En fortryllende dokumentarfilm, der var værd at vente på" - Cphculture

"Med 47 års forsinkelse kan vi nu nyde filmoptagelserne. Det er en åbenbaring. En af den slags koncertfilm, der kan slå benene væk under enhver" - Ralf Christensen, Information

"Amazing Grace emmer af stolthed og glæde" - Bo Green Jensen, Weekendavisen

"En rørende og smuk koncertfilm" - Kristian Enevoldsen, Moovy

"Et stort stykke autentisk musikhistorie" - Kirja Marie Touborg Jensen, Magasinet KBH

"Aretha Franklin i en tour de force af himmelske dimensioner. Et smykkeskrin fyldt med spirituelle, uslebne diamanter." - Erik Jensen, Politiken (Berlin Film Festival)
"Energien pumpede simpelthen fra lærredet og ud i salen." - Casper Hindse, Filmmagasinet Ekko (Berlin Film Festival)

"Selve dens eksistens er et mirakel." - The New Yorker

(topkarakter) "Sensationelt. Uden tvivl en af de fineste musikdokumentarfilm nogensinde." - The Guardian

(topkarakter) "Det tætteste man kommer på et mirakel, Aretha Franklins stemme er gudsbenådet. Man siger, at gode ting er værd at vente på. Dette funklende lys af en film er beviset." - Rolling Stone

"Man kunne se filmen med lukkede øjne, selv om det næppe er det, du ønsker." - Los Angeles Times

"Glem alt om lommetørklæder. Medbring et håndklæde." - New York Times

AMAZING GRACE - ALBUMMET
Atlantic Records var hjem for Ray Charles, Crosby, Stills, Nash & Young, Otis Redding, Led Zeppelin, Cream, Roberta Flack, John Coltrane og andre store Jazz, R&B og pop-artister. The Coasters, The Drifters, Ruth Brown, Ray Charles, Solomon Burke, Otis Redding, Sam & Dave, Wilson Pickett stod øverst på listen over de afrikansk-amerikanske stjerner, Atlantic markedsførte i 50'erne og 60'erne.

Aretha Franklin var oprindelig tilknyttet Columbia Records, som også havde Billie Holiday, Count Basie, Bob Dylan og Bruce Springsteen i folden. Da Franklin ikke rigtig fik sparket sin karriere i gang hos Columbia, kom hun under Atlantic og Jerry Wexlers vinger og hendes karriere blev fuldstændig forandret. Hendes stribevis af hits siden 1967 - "I Never Loved a Man", "Respect", "Baby I Love You", "Chain of Fools", "Think", "Don't Play That Song" - holdt Atlantic Records på toppen af pop- og R&B hitlisterne. Franklins succes skjulte det faktum, at de var ved at miste deres R&B arv efter Otis Reddings død og fordi Ray Charles forlod dem til fordel for et konkurrerende selskab.

Kærligheden til Soul musikken lige fra Supremes til Al Green havde forenet amerikanere på tværs af raceskel. Men omkring 1970 havde menneskerettigheds-organisationerne ar på sjælen efter likvideringerne af Martin Luther King og Malcolm X. Dette ledte til opblomstringen af Black Power-bevægelsen og en voksende fremmedgørelse af afrikansk-amerikanere og deres musik. Atlantic Records, som i 1970 var blevet en del af Warner Communications, så i stigende grad en fremtid i hvide rockgrupper, sangere og sangskrivere.

I 1971 var Aretha Franklin kendt som "Queen of Soul". I kulminationen på fem års top-hits besluttede hun og Jerry Wexler, at deres næste album skulle tage hende tilbage til sin barndomsmusik, til den amerikanske gospel.

"Amazing Grace" var ikke ment som en svanesang, men som et nostalgisk øjeblik i den amerikanske musikhistorie såvel som en hyldest til den gospel-arv, der havde forandret amerikansk musik gennem 1960'erne. Optagelsen blev Aretha Franklins bedst sælgende album nogensinde.

AMAZING GRACE - FILMEN

Mens Franklin planlagde sit album, besluttede Warner Brothers at filme begivenheden, der skulle finde sted i begyndelsen af 1972. Warner Communications havde høstet succes med den nye trend med synergi-effekt på tværs af selskabets vinger i form af kæmpesuccessen med Michael Wadleighs film og musikalbum "Woodstock" i 1970. Warner havde betalt 100.000 dollars for rettighederne og filmen indspillede 17 millioner dollars, mens albummet solgte 3 millioner eksemplarer. Warner havde håbet, "Amazing Grace" ville opnå samme succes.

Warners musikdirektør, Joe Boyd (Nick Drake, Pink Floyd-producer), foreslog at hyre dokumentarfilmskaberen Jim Signorelli, men allerede før aftalen med ham blev underskrevet, havde Ted Ashley, Warners CEO, nævnt projektet for Sydney Pollack. På det tidspunkt var Pollack netop blevet nomineret til en Academy Award (Oscar) for sin film "Jamen, man skyder da heste?". Da Pollack hørte Franklins navn, gik han straks ind i projektet.

Det hele blev optaget live med kæmpe kor i Reverand James Clevelands New Bethel Baptist Church i Watts, Los Angeles med publikum. I øvrigt en tidligere biograf. Blandt gæsterne ses flere gange en begejstret Mick Jagger.

Men filmen blev aldrig gjort færdig!

Sydney Pollack var spillefilmsinstruktør. Når man optager, bliver lyden som regel eftersynkroniseret, men efter to dages filmoptagelser, måtte klipperne melde pas. Der var ingen klaptræ og ingen markører, der kunne hjælpe til med at få lyden synkron med filmen. Pollack hyrede mundaflæsere og specialister men uden resultat. Filmen lå hen i mere end 35 år, før tidligere Atlantic-protégé Alan Elliott henvendte sig til Wexler og siden til Pollack. Der var i de mellemliggende år kommet ny digital teknologi, der kunne matche lyd til billede og Elliott, Wexler og Pollack kontaktede Warner for endelig at få en færdig film ud af råmaterialet.

Sydney Pollack døde i 2008, men 47 år efter optagelserne - og kort efter Aretha Franklins egen død - er filmen endelig fuldført og klar til biografpremiere!