Guldfeber

  "Kulminationen på de tidlige års renhjertede vagabondkomik"  Politiken

  "Ramsaltet realisme, smertelig romantik og genial slapstick er ingredienserne i en af filmhistoriens største bedrifter, som holder den dag i dag"  Filmmagasinet Ekko

  "Ægte filmmagi. Et af Chaplins ypperste værker... et komisk højdepunkt i stumfilmsæraen"  Moovy

  "Endnu et bevis på Chaplins tidløse genialitet"  Cphculture

GULDFEBER er selvfølgelig at finde på Det Amerikanske Filminstituts Top 100 over de bedste amerikanske film. Selv sagde Chaplin, at "GULDFEBER er den film, jeg vil huskes for". Og hvem skulle nogensinde kunne glemme den? Dette er filmen, hvor den ukuelige vagabond søger lykken i Klondike på jagt efter guld og rigdom og indeholder den udødelige scene, hvor Chaplin desperat af sult sætter tænderne i sin kogte støvle og nyder snørebåndene som spaghetti.
Efter at have haft en bjørn i hælene ender vagabonden i filmens begyndelse i en øde bjerghytte sammen med en guldgraver (Mack Swain) og en undvegen fange (Tom Murray) under en frygtelig snestorm. Siden kommer vagabonden til en ægte guldgraverby, hvor han beslutter at opgive guldfeber-eventyret. Her forelsker han sig i en saloon-pige (Georgia Hale), som han fejlagtigt tror, også er forelsket i ham. Tilbage i bjerghytten er vagabonden på gyngende grund, da hytten er blæst helt ud på en klippekant og vipper faretruende, tæt på at styrte ned. I allersidste øjeblik slipper han ud og tilbage er blot at få en lykkelig afslutning på eventyret. 

Udover scenen med støvlen, der i virkeligheden var lavet af lakrids, huskes filmen bl.a. også for vagabondens drømmescene, hvor han optræder med to dansende brødskiver som balletsko.  

Filmen regnes af mange som ædelstenen - eller skulle man sige guldklumpen - i Chaplins produktion. Repremieren i de danske biografer er Chaplins udgave fra 1942 med hans egen musikledsagelse og fortællerstemme.